Er børns kodekompetencer virkelig vores redningsplanke?

Det er ”common wisdom” at børn og unge skal lære at kode. Verden bliver mere og mere digitaliseret, og netop derfor skal vi have flere til at lære at kode. Alle skal kunne kode i fremtiden, for hvordan i alverden skal vi ellers sikre vores samfunds overlevelse?

Som seneste udgave af The Economist fremhæver, skal man imidlertid huske at artificial intelligence (AI) snart er i stand til at hjælpe os ubehjælpsomme stakler, der ikke kan kode, til at udvikle smarte løsninger. Vi kigger her ikke mange år ud i fremtiden.

De børn, der starter i 0. klasse efter ferien, skal som kohort betragtet næppe regne med at deres eventuelle kodekompetencer har nogen særlig anvendelse i sig selv, når de går ud af 9. klasse.

Nogen skal selvfølgelig kunne finde ud af AI og andre teknologier, der er fremherskende fremover. Og vi skal bestemt animere til interesse for de tekniske fag. Men kodning er næppe noget, som flertallet i fremtiden vil være beskæftiget med.

Når digitaliseringen bevæger sig så afsindigt hurtigt, er det umuligt at spå om fremtidens arbejdsmarked. Så der er da risiko for, at jeg tager fejl, og at fremtidige generationer vil anskue kodning som en primær kompetence, ligesom at læse, skrive og regne.

En mere realistisk vurdering er dog, at vi ligesom i industrialiseringen kommer til at se en beskæftigelse, der ikke kræver at flertallet kan udvikle teknologierne, men snarere at flertallet kan finde ud af at betjene teknologierne.

Digitaliseringen medfører, at en del af vores klassiske arbejdsområder og stillinger udhules eller forsvinder. Det er en udvikling, som tager fart fremover. Samtidig skal vi tilsyneladende belave os på at være længere på arbejdsmarkedet. Det kommer til at ske i modeller for tilknytning og beskæftigelse, som er anderledes i fremtiden. Som sagt er det vanskeligt at se ret langt ud i fremtiden, men det peger på at det vigtigste, vi overhovedet kan lære os selv og vores børn, er at kunne tilegne os nye kompetencer. Et givent kompetencesæt kommer ikke til at holde livet ud.

Grundlæggende samfundsmæssige og menneskelige værdier

Nogle mener, at digitaliseringen vil resultere i færre jobs og meget mere fritid og at vi derfor har et behov for at opfinde borgerlønsmodeller. Andre mener, at de frigivne hænder vil blive brugt arbejdsmæssigt til at løse sociale og samfundsmæssige opgaver, der ikke løses i dag. Det vil sige, at vi ikke behøver at frygte en nedgang i antallet af jobs men i stedet skal overveje hvilke kerneopgaver, vi har behov for bliver løst i vores samfund fremover. USA’s Bureau of Labour Statistics har tal, der viser, at de hastigst voksende beskæftigelsesområder findes inden for ”personal care”, som i parentes bemærket ikke forudsætter den dybe forståelse for kode.

Vi har længe været underkastet et teknisk-rationelt paradigme på arbejdsmarkedet. Men det er bestemt ikke sådan, at alle tænkelige samfundsmæssige opgaver løses til UG og slange i dag. Og der er langt, langt flere værdifulde “jobs to be done” i vores samfund end dem, vi overkommer at løse i dag. Der er mere end rigelig plads til at vores menneskelige ressourcer fremover løser opgaver, der har enorm samfundsmæssig og social værdi.

Digitaliseringen er således også en mulighed for et mere samfundsmæssigt-menneskeligt paradigme. Men det kræver, at vi ikke reducerer digitaliseringen til kodesprog og teknik, men kvalificerer os til en mere værdibaseret samtale om, hvad vi som mennesker og samfund kan bruge digitaliseringen til og hvilke etiske overvejelser, vi er nødt til at gøre os, når teknologien skaber muligheder, vi ikke tidligere kunne have drømt om. Det kræver et stærkt kollaborativt samspil mellem forskellige faggrupper med både tekniske, samfundsfaglige, kreative og humanistiske baggrunde, der samarbejder om at forestille sig mange forskellige løsningsscenarier til både offentlige og erhvervsmæssige formål. Og naturligvis nogle dygtige folk til at realisere nogle af scenarierne gennem blandt andet teknologianvendelse.

4 responses to “Er børns kodekompetencer virkelig vores redningsplanke?

  1. Tak fordi du skærer dette ud i pap.

    I løbet af mine mere end 20 år som professionel fuldtidsudvikler, er jeg efterhånden nået frem til, at mine år på filosofi-studiet har været langt mere værdifulde for udførelsen af mit arbejde, end noget af al den formelle uddannelse jeg har været igennem indenfor faget. Vigtigere end de specifikke færdigheder i den snes programmeringssprog, jeg efterhånden har tilegnet mig. IT-løsninger — med eller uden AI — er umådeligt meget mere end koden, og den erkendelse er nærmest helt fraværende i den aktuelle debat.

    Skal vi lære vores børn at kode? Jo, bestemt, men det er ikke vigtigere end fx madkundskab, natur og teknik eller samfundsfag, og det er ikke en “silver bullet”, der med et trylleslag baner vejen til fremtidens arbejdsmarkeder, hverken for den enkelte eller for vores samfundet som helhed.

    Det primære formål med et kodefag skulle være at tiltrække dem, der allerede har fået smag for det, og give dem et solidt indblik i fagets muligheder og udfordringer. Hvis vi skal forberede vores børn på en fremtid med Big Data, Machine Learning og AI’ere i alt fra brødristere til selvkørende biler (og det skal vi vel), så ville det måske være bedre at sætte filosofi på skemaet allerede i indskolingen, sidestillet med læsning, skrivning og regning … og pifte matematik-faget op med mere statistik.

    1. Jeg er delvist enig med Jesper. Han mener at hans pointe er at det den brede uddannelse som giver evnen til at sætte sig ind i et speciale, det er her jeg er enig med ham. Situationen med de manglende programmeringskapacitet i erhvervslivet er absolut selvforskyldt. Hvis ikke man i 90’erne og 00’erne havde haft så ualmindelig travlt med at sende SW opgaver til lavtlønslande som f.eks. Indien, havde vi haft de kompetancer i Danmark. AI var da heller ikke ukendt i 80’erne eksempelvis er cognetiv computer science første gang blevet omtalt i videnskabelige tidsskrifter af professorer fra Risø. Der var mange virkelig dygtige nye ingeniører og dataloger som havde evnen og interessen for at lave SW på et proffessionelt niveau. Men ved at flytte opgaverne væk fra Danmark blev det uinteressant for dem at fortsætte en karriere inden for SW udviklingen, deres gode evner anvendte de i stedet i andre brancher. Imens forsvandt indsigten i at konstruere store SW systemer og projekter begyndte at ryge i hegnet da projektledelsen af dem ikke havde de nødvendige kompetancer. Nu står vi altså ved en skillevej hvor erhvervslivet vil belemre elever i skolerne med programmering, selvom de helt sikket ikke alle har hverken lyst eller evner til det. Ej heller vil det sikre at der kommer højtuddannede som laver SW til en pris som erhvevslivet tidl. Har kunnet købe det til i udlandet. I stedet bør erhvervslivet for en gang skyld tænker langsigtet, og undlade som lemminge at følge outsourcing trends, som nu har ført til manglende kompetancer indenfor den vigtigste mulighed for at videreudvikle deres forretning, nemlig IT. Men lad for Gud skyld være med at presse et akut behov for programmører ned i folkeskolen, de skal istedet lære at lære og senere kan erhvervslivet så prøve at lokke dem med det absolut interssante område som IT jo er.

  2. Dagens barn,morgondagens vuxna,måste känna till kodefieringens möjligheter och dess användning men själva jobbet kommer att utföras av kodefieringsdatorer.Det är okunniga amatörer som sprider dumheter kring framtidens yrken,respektive sysselsättningar.Vad som är viktigt framöver är det gamla vanliga – innovationer!

  3. Kære Jesper, Bent og Heinz
    Tusinde tak for jeres bidrag til samtalen. Det er tankevækkende, hvordan digitale og IT-løsninger bliver forstået som netop løsninger i den allersnævreste forstand. Opmærksomheden på konteksten som de skal bruges i, og de uforudsete indvirkninger, som løsningerne skaber, bliver borte i snak om kravspecifikationer. Kravspecs er ikke nødvendigvis et udtryk for meget dyb forståelse for, hvad der vil være teknisk smart og bæredygtigt at udvikle, men desværre ofte en repræsentation af status quo i en uendelig liste af forventninger, hvor man kan spørge sig selv: er det er klogt at forevige dem i et system? Det er det, du er inde på Jesper, om værdien af et filosofisk blik på det tekniske. Og som Heinz er inde på, når du skriver at innovationskraften er “the evergreen” i ligningen.
    Interessant, Bent, med koblingen til outsourcing. Det er en vigtig pointe! Man har ikke tænkt over de større konsekvenser af at lægge samfunds- og forretningskritiske opgaver ud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *