Digitalisering afhjælper ikke dårlige arbejdsgange

Vi har ”haft for naive forestillinger om, hvad digitalisering kan gøre. Man kan ikke digitalisere en dårlig arbejdsgang, og så bliver den god,” fastslog den afgående direktør for Digitaliseringsstyrelsen, Lars Frelle-Petersen, i et interview til Altinget ved sit skifte til Finansministeriet lige før ferien.  

Det kan ikke siges ofte nok. Man kan ikke digitalisere en dårlig arbejdsgang, og så bliver den god.  

Frelle-Petersen fortsatte: ”Hvis ikke vi har løst takstzonesituationen, hjælper et nyt Rejsekort ikke.” ”Politikerne skal forstå, at de regler, som de implementerer, skal kunne omsættes digitalt”.  

Det er så rigtigt, det er så vigtigt, og det gælder alle, der arbejder med digitalisering. Lad os imidlertid blive ved det offentlige landskab lidt endnu for anskuelighedens skyld.  

Det offentlige forvalter politiske beslutninger. En politisk beslutning, fx en lov, bliver udfoldet i bekendtgørelser og praksis med snitflader til andre lovkomplekser. Der er individuelle tilfælde, grænsetilfælde, og tilfælde, der afprøves ved domstole eller i medierne, og som kan medføre ændringer til lovgivning og praksis. Det er med andre ord et morads at være forvalter af politiske beslutninger.  

I de analoge dage kunne en ændring være besværlig nok. Men når vi digitaliserer, beder vi systemudviklere om at kode – og dermed fasttømre – et regelsæt i et system. Et system, som alle ved skal knopskyde mange gange, hvis det skal kunne håndtere de mange ændringer, som vil ske i dets levetid. Systemudviklerne har lige så lidt fantasi som opdragsgiver til at forestille sig, hvilke eventualiteter, systemet skal kunne rumme i fremtiden. Bare af den grund er det ikke sært, at flere store offentlige IT-projekter er kuldsejlet.    

Vi ønsker ikke systemer, der skal slå knuder på sig selv, fordi vi ændrer krav til dem konstant. Det betyder, at vi ikke kan sidde i et beslutningsrum uden at tænke konsekvenser af vores beslutninger på systemniveau.

Digitaliseringens grundelementer
Solid digitalisering bygger nemlig på mindst 2 grundelementer: simplicitet og kontinuitet.  

Simplicitet handler om at tænke digitalt fra starten. Det er rigtigt, at vi ikke bare kan gøre en eksisterende arbejdsgang digital. Problemstillinger i den eksisterende arbejdsgang bliver nemlig til hårde kodelinjer, der giver relativt fastlåste, dårlige arbejdsgange. I stedet må vi finde den simpleste vej. Fokus på formålet først og derefter på hvilke arbejdsgange, der er bedst digitalt. Form follows function, som man siger i designverdenen. MobilePay opfandt den simpleste metode til at få folk ombord og tilbød derefter brugerne den simpleste måde at overføre penge på. Ikke noget med saldo på kontoen, nemID etc., som før var en fast bestanddel ved overførsler.  

Kontinuitet handler om ro og retning for den digitaliserede arbejdsgang. For vi skal forstå, at de regler, vi implementerer, skal kunne leve i en rum tid. Vi ønsker ikke systemer, der skal slå knuder på sig selv, fordi vi ændrer krav til dem konstant. Det betyder ikke, at systemerne ikke kan udvikle sig. Det betyder, at vi ikke kan sidde i et beslutningsrum uden at tænke konsekvenser af vores beslutninger på systemniveau.  

Man kan ikke digitalisere en dårlig arbejdsgang, og så bliver den god. Men som beslutningstager bør vi sikre, at de arbejdsgange, vi ønsker at implementere, rent faktisk bliver tænkt digitalt. Det betyder et kompromisløst blik for, hvad formålet er, og viljen til at finde en ny, digital vej til at indfri formålet. Så vi i stedet digitaliserer en arbejdsgang, som er god i den digitale kontekst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *